Sommertogt 2004

Sommertogt 2004

2004:

Som nybagt bådejer er det første man tænker på om morgenen, hvordan er vejret, kan man sejle. Efter flere korte prøveture i min nye båd er tiden inden til en langtur. Da jeg aldrig har haft båd før er det sejladsen ind og ud af havnen der er det mest presserende problem. En måde at løse det på er at sejle ind og ud af så mange forskellige havne som muligt for at øve sig. Derfor gik sommertogtet ind i Limfjorden med anløb af alle havne en efter en, det måtte være den bedste øvelse.

Med start fra Nørre Uttrup Lystbådehavn gik turen igennem Limfjords broerne til Aalborg Marina Fjordparken. her fik jeg den første Junker 22 historie om Junker22530 Stormsvalen, der var en af årsagerne til at jeg begyndte at samle på Junker 22 historier.

Herefter Gjøl og Nibe med en overnatning i hver havn. I Attrup mødte jeg to andre både fra sejlklubben og det var meget heldigt for vi blæste inde i 3 dage. Der var skippermøde kl. 10 og de trak noget ud, så kvinderne ville være med. Det var ret hyggeligt. En tidlig morgen sejlede jeg til Haverslev havn og dagen efter til Løgstør havn.

Fra Løgstør rende gik det for fulde sejl til Rønbjerg Havn. Her kan man købe fine stjerneskud ved fiskemanden, så middagen er reddet. I Hvalpsund blev jeg modtaget af Junker22182 på broen, igen en ny historie. I Skive mødte jeg igen en båd fra sejlklubben, her fik vi lidt nat drinks, med det resultat at nabo båden ikke rigtig fik sovet. Tilbage til Hvalpsund, hvor jeg lige med bussen var hjemme til noget nabo komsammen.

I Virksund er der en sluse for at komme til Hjarbæk Havn. Jeg var klar ved slusen kl. 0830, men slusemesteren mødte først kl. 0900. En oplevelse at komme igennem, pas på at til sluse porten er helt nede inden du sejler igennem. Hjarbæk er fritidshavn for Viborg med domkirke og landsarkiv, hvis man savner sine aner. På kroen gav min gamle skolekammerat bøf med bløde løg, inden han forsatte til sit landsted på Salling. Tilbage til Virksund og Hvalpsund, hvor jeg måtte ligge et par dage over fordi der var sejlskibs træf i Aalborg og samtidigt 25 års jubilæum for en gammel kollega på elværket. Her kunne vi samtidigt med vi blev fyrsteligt beværtet, se alle de store sejlskibe sejle ud af fjorden. Et imponerende skue. Jeg blev hentet af mit kære barnebarn Nikoline og hendes søde familie. En lille kort tur til Sundsøre med fruen ombord, blev til en dejlig middag på Sundsøre Færgekro.

Nu var turen kommet til det næste afsnit af fjorden, så kursen blev sat mod Fur, der endnu ikke havde fået et bryghus, men derimod en lang vandre tur rundt på øen. Nykøbing Mors, Glyngøre, Sillerslev, Jegindø og Gyldendal bragte Junker22543 hjem til stedet hvor Junker 22 blev bygget nemlig Holstebro-Struer Lystbådehavn. Her er der mange Junker 22 til samlingen.

På Venø mødte jeg en langturssejler der var kommet over Atlanten på den nordlige og kolde rute, turen var ikke for tøsedrenge som han fortalte. her overnattede jeg ikke, fordi jeg havde en aftale i Oddersund Havn. Herfra gik turen med bil til Thyborøn, Lemvig og Agger Havn for at se om der var nogle Junker 22, Vejret var ikke til at sejle dertil.

Imellem Mors og Thy kom jeg til Doverodde, Vilsund inden ankomsten til Thisted Lystbådehavn. En herlig by der huser Thisted bryghus, der laver godt øl, og altid har gjort det. På vejen til Amtoft, blev jeg ringet op hjemmefra, om jeg havde set de mørke skyer der var på vej, da jeg kigge ud i horisonten kunne ´jeg godt se at det trak op til uvejr. Jeg sejlede sammen med en anden mindre båd med indenbords motor. Han forsatte hen mod Feggesund færgen. Jeg strøg sejlene og gik i læ langs kysten og hev et par ankre ud. Det blev regnvejr og blæsevejr, og sigtbarheden gik på nul. Der varede ikke så længe så var det ovre og jeg forsatte til Amtoft. Her kom ejeren af de lille båd hen til mig og fortalte, at det var det smarteste, jeg havde gjort for han havde forsøgt at sejle omkring den røde bøje mens det blæste, med havde mistet styringen, orientering og var gået på grund, hvor han sad til det hele var ovre.

Turen er nu nær sin afslutning, og med stop i Løgstør og Attrup er jeg hjemme igen i Nørre Uttrup Lystbådehavn.
jeg startede den 8 juli og var tilbage den 15. august 2004. Hvor langt jeg har sejlet ved jeg ikke, det var efter den gamle metode med søkort.
Ideen med at sejle fra en havn til den nærmeste næste gav mange forskellige længder på sejltiden og jeg fik prøvet at komme ind og ud af havnene og jeg fik besøgt næsten alle havnene i Limfjorden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *